Trygt Festliv

Trygt Festliv arbejder for, at unge kan have det sjovt og sikkert i nattelivet. I samarbejde med SSP har vi udviklet en rapport med unge i Hjørring, hvor vi ser på, hvad de gerne vil have, for at føle sig mere trygge.

Generelt oplever de unge Hjørring som en tryg festby, men der opstår en vis utryghed i ventesituationer, hvor man venter på at blive hentet. Her peger de unge på, at dette er et område, hvor der med fordel kan sættes ind.

Vi har lyttet til denne tilbagemelding og er i gang med at etablere et SafeSpot, hvor man trygt kan opholde sig, mens man venter på at blive hentet efter en bytur. SafeSpot bliver et overdækket område med lys og læ, hvor man kan opholde sig i trygge rammer. Der vil løbende være aktivitet i området med patruljer, taxaer, Natteravne samt andre unge og forældre, der venter.

SafeSpot vil blive et samlingspunkt efter en god bytur, så hjemturen bliver lige så tryg og positiv som selve aftenen.

SafeSpot placeres ved Asylgade og er i øjeblikket under opførelse.

Hold øje med SafeSpot, og vær med til at skabe et festmiljø, hvor alle kan føle sig trygge.

Dataindsamlingen indledes med en undersøgelse af festlivets gode og udfordrende sider baseret på brugernes egne oplevelser og perspektiver. Det omfatter interviews af unge elever på tre af kommunens ungdomsuddannelser. Her har har vi opsøgt de unge på deres uddannelsesinstitutioner med henblik på at foretage et anonymt interview af 15 minutters varighed. 

I denne del af dataindsamlingen vil vi tage kontakt til forældre til unge på ungdomsuddannelserne. Af tre omgange vil vi samle op til 8 forældre, som ønsker at deltage i et gruppeinterview. Omdrejningspunktet for fokusgruppeinterviewet er at høre deres oplevelser af festlivets udfordringer – både fra eget perspektiv og de oplevelser, som de unge har delt med dem.

Som den afsluttende del af dataindsamlingen vil vi tilføje fem spørgsmål til dette års rusmiddelundersøgelse, som besvares af samtlige elever fra 10. klasse og på kommunens ungdomsuddannelser. Der forventes omkring 1300 besvarelser, som blandt andet skal benyttes til at kortlægge de unges færden i byen og årsagerne til at afholde sig fra festlivet.