Før Det Gode Naboskab blev etableret, var Hjørring den kommune i landet med flest indbrud – en førsteplads, man ikke ønsker. Derfor har Det Gode Naboskab haft særligt fokus på indbrudsforebyggelse gennem mange år. Resultatet taler for sig selv: Der er sket et markant fald i antallet af indbrud i Hjørring Kommune.
Det er en udvikling, vi er stolte af, og som kun er mulig, fordi vi samarbejder på tværs af borgere, institutioner og aktører. Som en del af indsatsen gennemfører vi tryghedsvandringer, hvor vi tager ud i dit nabolag og ser på de fysiske rammer. Her viser vi, hvordan små ændringer kan gøre indbrudstyvens arbejde langt sværere – og nabolaget mere trygt.
